Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/29

Denne siden er ikke korrekturlest

havde hun ved efter dennes Død at P. lade sig selv vælge vist, at hun heller ikke nu agtede at vige for ham. Men om dette kun var Hykleri fra hendes Side, er det vistnok rigtigt, at Rigsraaderne har udviklet for hende („bevist skjellige og retlige med vor Lov“), at hverken Hertug Albrecht eller hans fædrene Frænder kunde blive Arvinger til Riget, da han og hans „fædrene Forældre“ (d. e. Fader og Fædreneslægt) havde været Fiender af Norges Rige og dets Konger. Dette var jo kun Konsekvensen af, hvad Raadet selv havde gjort ved at skyde Farbroderen, Kong Albrecht, ud af Arvetallet og besætte Kongedømmet ved Valg. En yderligere Konsekvens var det, at Hertug Albrecht fortrænges af sin Søster Maria eller, da hun efter Landsloven ikke kan arve, af dennes Søn, den senere Kong Erik. Denne („Dronning Margretes ældste Søsterdattersøn, som er Hertug Vartislav af Pomerns Søn“) erklæres altsaa for nærmest arveberettiget efter Margretes Død, og der udvikles videre, hvorledes ifølge Landsloven hans Frænder bliver arveberettigede efter ham: Søn, Broder og fædrene Frænder, – en forkortet Opregning af Leddene i Arvefølgeloven[1]. Brevet forbeholder Dronningen at lade denne hendes Arving tage til Konge i levende Live, hvilket baade var ældre Praxis i Norge og tillige for Øieblikket kunde have politisk Betydning i den forestaaende Kamp med Mecklenburgerne; det udtrykkes derfor saa, at det kunde ske, „hvis han og hans Venner kunde forskylde det af hende“, d. e. hvis hans Forældre gik i Forbund med Margrete mod sine Mecklenburgske Frænder. Denne Betingelse fik stor Betydning derved, at Prætendenten Hertug Albrecht døde i Løbet af Vaar eller Forsommer 1388 og Erik af

  1. Rydberg II 650–54.