af Deltagerne i de politiske Brydninger, selv at have holdt sig udenfor disse og overhovedet at have indtaget en meget forsigtig Holdning. Flere Tegn tyde paa, at Erkebiskop Paal og Haakon ikke have været Venner, medens denne stod i desto venligere Forhold til Erkebispens med ham heller ikke altid samstemmende Kannik og tilsidst Eftermand Arne Vade. En speciel Ven af Haakon var den lærde Nordmand Jon Halthorssøn, Prædikebroder i Bergen og tilsidst Biskop af Skaalholt († 1339), med hvem han stadig corresponderede og vexlede Gaver[1]. Ogsaa Salomon af Oslo stod i særlig venskabelig Forbindelse med Haakon.
Hvor anseet end Haakon kan synes at have været, har han dog havt Uvenner, der have klaget over ham hos Paven, thi i 1337 modtoge Erkebiskop Paal og Biskop Erik af Stavanger Opfordring fra Benedict XII om at gjøre ham Forestillinger i Anledning af Domkirkens slette Tilstand. Det hedder, at Biskoppen „ligegyldig for sit Rygte og sin Sjels Frelse“ har ladet den forfalde i den Grad, „at Taget er ganske ødelagt, og at Folket formedelst Tagdryp hverken kan staa bekvemmeligt eller bede i Kirken. Klokkehuset, der var opført med stor Bekostning, er ligeledes uden Tag“ o. s. v.[2]. Man seer ogsaa, at Biskoppen i den følgende Tid gjør Indkjøb af Jern o. s. v., tydeligviis for at udbedre sin Domkirke.
Biskop Haakons Helbred synes længe, maaskee i hele hans Regjeringstid, at have været svag. Allerede 1338 klager han idelig over Sygelighed og søger Fritagelse for at møde i Nidaros ved et Concilium. Det seer ikke ud til, at han har visiteret ret ofte i sit Stift, thi
