Pommern saaledes virkelig blev Margretes nærmeste Slægtning.
Det tredie Dokument fra dette Møde, Haakon Jonssøns Forsikringsbrev, har neppe havt den Betydning, man har villet tillægge det. Haakon havde, som ovenfor udviklet, ingen Arveret; det var kun, naar der var Spørgsmaal om Kongevalg, at man kunde tænke paa ham som Konge. Men han optraadte ikke selv som Kandidat, og da baade hans egne og hans Slægts Interesser knyttede ham til Kampen mod Mecklenburgerne og han med disse tog en fremragende Del i Valget paa Margrete, var han ikke farlig Det er kun en naturlig Forsigtighed af Dronningen, at hun lod Haakon og nogle Medlemmer af Rigsraadet udstede et Brev om, at han manglede enhver Arveret, og at han ikke vilde være Konge; thi denne Forsigtighed var paabudt af de usikre Forhold, og en saadan Erklæring kunde faa Betydning for Fremtiden ligeoverfor Dronningens Arvinger. Det er saa langt fra, at Dronningen viste Haakon Jenssøn nogen Mistillid, at hun ikke blot lod ham vedblive i det vigtige Embede som Sysselmand i Bergen, men kort efter dermed forenede Stillingen som Fehirde i Bergen, altsaa gjorde Haakon til Statholder i hele det vestenfjeldske Norge, og da i 1389 paa Ørethinget Erik af Pommern blev hyldet som Konge, var det Haakon Jonssøn, der som fornemste Undersaat gav ham Kongenavn.
Ved Valget i 1388 havde Norge for første Gang siden den nyere Lovgivning foretaget et Kongevalg. Det skal ikke nægtes, at denne Handling har været i retslig Henseende uregelmæssig; den lovlige Arving var skudt tilside ved en meget tvungen Fortolkning, og man havde
