Byraadsmedlemmernes Antal, Census for Grundeiere og Angivelse af, i hvilke Byer der var særlig Ligningskommission eller ikke, samt Aftryk af den danske Kjøbstadsanordning af 24. Oktober 1837 (II 179–196).
Der kan ikke her blive Tale om at levere noget fyldigere Referat af Forfatterens Fremstilling. Dens Form er i mine Øine et overmaade tiltalende Vidnesbyrd om den danske Stilkunsts høie Standpunkt, og enhver dannet Mand med historisk Interesse vil med Lethed og det bedste Udbytte kunne følge Forf.s Undersøgelser. De kritiske Bemærkninger, som en Anmelder efter gammel Tradition altid skal gjøre, helst overfor en yngre Fagfælle, maa jeg holde tilbage af den simple Grund, at jeg ikke har fundet nogen Knag at hænge min kritiske Hat paa. De danske Kjøbstæders Historie har hidtil ikke været Gjenstand for min specielle Granskning, og hvad Forf. har at sige om det norske og det europæiske Bystyres Udvikling i nyere Tid, har for mig været en Kilde til Belærelse. Hans Skildring af de retslige Forhold og Organisationer, som er det, jeg bedst kan bedømme, vidner om en Indsigt i disse Materier, som ingenlunde kan siges at være almindelig i historiske Bøger.
Der er mange Detaljer i det foreliggende Verk, som det vilde være lønsomt at dvæle ved. Men Hovedinteressen ligger i Forf.s samlede Syn paa Bystyrelsens Skjebne under Enevældets Regime. Han indleder sit Verk med et Citat af Indledningen til Kristian IV’s Kjøbstadslov af 7. April 1619, der paa engang angiver Enevoldskongernes Reaktion mod Middelalderens Storborgervælde og Programmet for deres fremtidige Indblanding i Bystyrelsen. Kongen „hafver met synderlig flid betractet oc ofverveiet, ved hvad middel oc maade kiøbstederne udi vore riger Danmark oc Norge kunde saa vel som udi andre fremmede kongeriger oc lande met mere oc støre næring, handel, trafiq tiltage oc sig forbedre saa vel som oc bedre justicie, ordning oc policie
