udi dennem kunde erholdis, end som hidindtil sked er“; og han har fundet „sligt til des at vere forhindrit meget af den aarsag, at nogle enkende faa udi hver kiøbsted øfrighedsbestilling betienendis den gantske næring, som samme steds falder, sig allene tileigner oc den gemene mand ved atskillige pratiqver derfra holder oc alfmufven fast efter deris eget tycke regerer oc under sig hafver.“ Programmet er altsaa Afskaffelsen af et faatalligt Patricierstyre dels ved en Forøgelse af Kontrollen fra oven gjennem Regjeringen, dens Embedsmænd og dels ved en stadig voxende Udvidelse af Borgerskabets Indflydelse paa Bystyrelsen. Veien fra Middelalderens oligarkiske Patricierstyre til Nutidens demokratiske Borgerstyre er gaaet gjennem Enevældets Embedsstyre. Enevældets selvstændige Arbeide i denne Udviklings Tjeneste er afsluttet i Fremskridtstiden 1787–1807. Krigsaarene indledede ogsaa nu en Stilstandsperiode, og i Regjeringskredsene holdt man snarest igjen mod den omsiggribende europæiske Liberalisme. Denne fandt imidlertid enthusiastiske Talsmænd i den Embedsstand, Enevældet havde skabt, og i den Borgerstand, hvis Udvikling ofte havde ligget den varmt paa Hjerte. Og Liberalismens Krav var kommunalt Selvstyre. Dette indførtes samtidig i det enevældige Danmark og det konstitutionelle Norge, og mellem 1830 og 1848 grundlagdes det moderne Kommunestyre ogsaa i de andre europæiske Kulturstater „ved en række store organisatoriske love“. „Kun i Sverige og hertugdømmerne blev det endnu i denne tid ved drøftelserne“ (II 135).
Ikke mindst interessante er Forf.s Bemærkninger (II 172) om, at det dansk-norske Enevældes Kjøbstadspolitik gaar sin jævne Fremskridtsgang „uden at ledes og styres af mænd eller partier gjennem bevidst indgriben. Byernes styrelse hørte, bortset fra aarene efter 1830, for vore styrende mænd slet ikke med til den politik, der fangede deres interesser; de lod det gaa som det kunde, afgjorde de
