Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/328

spørgsmaal, der frembød sig, som det i det givne tilfælde syntes dem fornuftig, men satte sig intet øieblik som maal at lede styrelsen ind i et bestemt spor. Derfor bliver bystyrelsen et fortræffeligt eksempel paa, hvorledes dele af et samfunds udvikling kan foregaa som af sig selv uden direkte at paavirkes af de overfladesvingninger, som foregaar i regeringskredsene, naar man skifter fra den ene gruppe af mænd til den anden. Dette gælder i fuldeste maal den tid, der ligger forud for det 18. aarhundredes sidste menneskealder, men endnu for denne fristes man til at paastaa, at om Danmarks styrer hed Struensee, Høeg-Guldberg eller A. P. Bernstorff, det var for vore byers styrelse omtrent lige meget. Dette vilde dog være en overdrivelse; udviklingens fart ændredes nu med ministerskifterne; men vist er det, at som bevægelsen fremad ingenlunde standsede i den guldbergske tid, saaledes var den endnu i Bernstorffs dage væsentlig ubevidst. Først efter 1830 fik de politiske svingninger direkte og afgørende betydning for byforfatningen. Og ganske tilsvarende stiller det sig for borgernes egen indflydelse paa kommunallovgivningen; før 1830 findes ikke antydning af partier eller bevidste bevægelser med det maal at give bystyret det ene eller det andet præg. Det var da ad indirekte vej, landets historie blev bestemmende for byernes; det var gennem selve enevældesystemet og gennem hver tids materielle og kulturelle kaar, borgernes forhold bestemtes.“ Efter at have paavist dette nærmere, gjør Forf. (II 174) opmærksom paa, at Forholdet var det samme i andre Enevoldsstater. „Derimod bevaredes længe i de stater, hvor enevælden ikke gennemførtes, i større eller mindre grad det middelalderlige storborgerstyre. Hver af disse retninger havde sine fortrin, men vist er det, at enevældeprinciperne i hvert fald ikke stod de moderne fjernere end de principer, der fulgtes i de lande, som bevarede den traditionelle ordning. I begge de to gruppers