hovedlande, Frankrig og England, skete overgangen til de moderne forhold i trediverne i vort aarhundrede, lige tidlig og nogenlunde lige fuldstændig, og ganske samtidig foregik den i Danmark.“ „Der er da – fortsætter Forf. – ingen grund til mod den danske enevælde at rette anklagen for med unænsom haand at have dræbt vore byers fri borgerstyre og ogsaa derved bidraget til lammelse af vort folkeliv. Enevældetiden bragte en saadan lammelse, men denne skyldtes ikke enevældens politiske system; grunden dertil var vore fyrsters evneløse udenrigspolitik; de krige, der bragte elendighed over landet, store tab og smaa fordele, men det tungeste ansvar derfor tog vore fyrster paa sig før det aar, den enevældige magt lagdes i deres hænder. Enevældens indre styrelse har intet storstilet, og der er ringe grund til at tale stærke ord til dens pris; svag og uvirksom var den det meste af tiden. Men i sig selv var den fornuftig, dens retning rigtig; gennem styrelsesformer, der ikke tilfredsstiller nutiden, men som svarede til datidens forhold, førte man udviklingen ind i det spor, der bar frem mod det 19. aarhundredes tilstande. Enevældetiden er ikke en modsætning til den ny tid, men en overgang til den; i den skabtes grundlaget for det samfundsliv, der nu leves.“
Disse Anskuelser falder i Hovedsagen sammen med, hvad baade danske og norske Historikere tidligere har udtalt. Men P. Munch har leveret et nyt og vægtigt Bidrag til deres Begrundelse.
15. Mai 1900.
Absalon Taranger.
Erkebiskop Henrik Kalteisens Kopibog.
Udgivet for Det Norske Historiske Kildeskriftfond
ved Alexander Bugge. Christiania 1899.
8vo. XXXIII + 226 ss.
