Der levede i min Opvekst i de trondhjemske Bygder nogle ganske eiendommelige Forestillinger om „Stormagta“ eller „Mandhusingen“ og dens Vælde i Krig. Knyttede, som de vistnok var, til Minderne omen ældgammel Krigsforfatning, der kaldte „Tegn og Træl“ under Vaaben ved fiendtlige Angreb paa Landet, havde de under Trykket af den lokale Chauvinisme antaget ret barokke Former. Der hvilede for meget af historisk Realitet over dem, til at de uden videre kunde afvises som Fostre af Folkets frie Fantasi. Men søgte man at trænge ind til, hvad man kunde kalde Kjernen i disse Sagn, gled den unda og fortonede sig gjerne i Halvmythens Verden.
Hvad der gjør det saa meget vanskeligere at udskille det historisk sande i Traditioner af denne Art, er en gjængs Tilbøielighed hos Menigmand til uden ethvert Hensyn til Afstand i Tid at henføre dem til en mere bekjendt Personlighed, som har spillet en Rolle i Egnens Historie. Erindringen om Mads Dalekarl, den vilde Partigjænger fra Syvaarskrigens Dage, gaar saaledes igjen i Bygdefortællinger om Begivenheder, som der er Grund til at antage ligger halvandet Aarhundrede nærmere vor Tid.
Kun i nogle af Nordmøres nordligste Bygder var disse Traditioner om „Folket i Vaaben“ saa levende, at man med fuld sikkerhed kunde henføre dem til en bestemt Tid: de pegte hen paa en Bondereisning, som maatte have fundet Sted, da den Armfeldtske Hær laa i Guldalen, nogle Mile søndenfor Trondhjem. Men ogsaa disse Sagn, som meldte
