Høilandet, hvorfra Fienden kunde trænge ind i Meldalen og Orkedalen, og disse bevogtedes fornemmelig af Mandhusinger. Fra Posteringen i Rennebu var mindre Afdelinger, der tildels bestod af regulære Soldater, skudte frem gjennem Soknas og Buas Dalfører, og mellem disse og svenske Tropper kom det paa forskjellige Steder til Sammenstød. Det ene af disse, som vi senere skal komme tilbage til, fandt i Begyndelsen af December Sted paa Bonesvolden i Støren. Ved denne Leilighed tog Nordmændene, som anførtes af Løitnant Benoni Mentzonius af 2det Akershusske Regiment – en Prestesøn fra Melhus, – den svenske Løitnant Örnberg med nogle Ryttere tilfange.
I sine store Træk har Forsvaret af Dalene, saaledes som det væsentligst lededes af Kaptein Kristofer Lossius, hidtil nærmest været kjendt af den „Examination og Inkvisition“, som i Henhold til kongelig ordre af 18de Februar 1719 af Stiftamtmand Iver von Ahnen, Berghauptmand Abraham Dreyer og Foged Børge Eg af Nordmøres Fogderi blev anstillet over den Skade, som ved Fiendens Indfald i 1718 blev tilføiet de nordenfjeldske Bygder. I den for Orkedals Fogderi optagne Protokol, der er dateret Trondhjem den 4de Marts 1720, er der til den foretagne Ligning knyttet følgende Tilbageblik over Aarets Begivenheder:
„Forindførte Examen og Inkvisition haver vi efter Deres Kongl. Majts. allernaadigste Befaling af 18de Februar næstleden Aar forrettet udi de her i Trondhjems Amt beliggende Fogderier, hvor Fiendens Krigsmagt sig enten haver opholdet eller Deres Kongl. Majts. Trouper været indkvarterede eller kamperet, der iblandt dette Orkedalens Fogderi, som og haver maattet imodtage Fiendens Streifen, da han stod ved Melhus Prestegaard i Guldalens Fogderi og han forud havde kommanderet Generalløitnant de la Barre til Opdalen under Dovrefjeld at forfølge det nordenfjeldske Dragonkorps, imidlertid udsendte et Regiment Finner under oberst Stjernschantz til Rennebo og et Parti af 400 Heste under Oberst Meidels Kommando til Orkedalen og Meldalen for at ville
Mjuken og Brataas. Om denne Trakt benævnes „Bugraaven“ (se S. 2), er mig ubekjendt. Derimod er det aldeles sikkert, at der laa Forhugninger i Vangsgraaven, noget søndenfor Bjerkaker. Sandsynligst er det vel, at en Forveksling med den sidste Lokalitet har fundet Sted, og at det er denne, den nordmørske Tradition har havt for Øie.
