have gjort Indfald i Surendalen, som Bønderne af Nordmøres Fogderi dog forhindrede, i værende Tid opbrændt i Rennebo nogle faa Gaarde, fratog Bonden Kreaturene og hvis de kunde overkomme samt konsumerede deres Foder og hvis de skulde have til Livsophold og Gaardens Drift, og som de af Deres Majts. Trouper udsendte Kommandoer, som skulde forhindre, at Fienden ikke saa meget fri skulde raade sig, behøvede noget til Forfriskning i den haardeste vinters Tid, hvormed de ikke ialt herfra kunde være forsynet, saa haver vi udi Fogdens og sorenskriverens Nærværelse nøie undersøgt og beskrevet samme foromrørte Skade, som Indbyggerne udi dette Orkedalens Fogderi taget haver, og den samme saa vidt den enten af Fiendehaand eller Deres Kongl. Majts. Trouper var forøvet, ladet forfatte udi saadanne Rubriker, som os allernaadigst har været befalet ....“
I dette Tilbageblik føies der, som man vil se, et smukt Blad til Nordmøringernes ærefulde Krigshistorie, og det er denne Episode, hvorom en uklar Tradition har bevaret et Slags Minde, som de følgende Linier skal kaste et fuldstændigt nyt Lys over.
Da Veternes Antændelse den 11te September 1718 bragte Bud over de trondhjemske Bygder om fiendtligt Anfald og kaldte Mandhusingerne under Vaaben, drog Bønderne af Nordmøre under Ledelse af sin Foged Børge Eg opover til Trondhjem, hvor de blev anvendte ved de Forskansningsarbeider, som her blev satte i Verk. Saa sterk var den Tilslutning, Udbudet havde fundet blandt Surendalens Almue, at Sage- og Skattetinget, som skulde holdes paa Sylte den 11te Oktober, maatte indstilles, da ingen søgte det.
Længere ude paa Høsten blev Mandhusingerne fra Surendalen hjemsendte. Men de fik ikke længe blive siddende i Ro paa sine Gaarde. Saasnart Armfeldt med sin Hær var gaaet over Nidelven, udgik der paany Befaling fra den kommanderende General om, at Mandhusingerne skulde væbne sig for at forsvare sin Bygd og Fogderiet mod Angreb af fiendtlige Streifpartier.
Surendalingerne nøiede sig imidlertid ikke med bogstavelig at efterkomme denne Ordre; men de sluttede sig ogsaa sammen til et Slags Frikompagni for i Forening med Militæret at kunne optræde saa meget virksommere til Landets Forsvar. Denne kjække Beslutning blev fattet paa Opfordring af Studiosus Ole Meldahl, der var Søn af Bygdens for-
