Den 27de April 1742 slog omsider ogsaa hans Klokke, idet han da befordredes til Drangedals Sognekald.
Noget Andragende fra Meldahls Haand om dette Embede findes ikke. Da det ved Sognepresten Hans Holsts Død var bleven ledigt, afgav Biskop Nils Dorph en Indstilling, dateret Kristianias Bispegaard den 6te April 1742, der gik ud paa, at Kongen hertil vilde kalde Ole Meldahl, „som henimod 18 Aar haver som Kapellan betjent Ringsakers Menighed med Retsindighed og Enfoldighed.“ Noget synderligt fedt og behageligt Sognekald var det ikke, den aldrende veltjente Prest fik. Biskopen oplyser nemlig om Drangedals Kald, at dets visse og uvisse Indkomster ikke overstiger aarligen 300 Rdlr. „Det ligger – hed det videre i Indstillingen – paa et ubehageligt Sted, afsondret ved 3 og flere Miles Distance fra nærmeste Sogneprest.“ Her virkede Ole Meldahl til sin Død 14de Oktober 1766.
O. A. Øverland.
Montesquieu’s „Reiser“ (1728–1730), der i Form af
en Dagbog første Gang udkom paa Tryk i 1894–96, er et
Værk, der synes lidet kjendt af professionelle Historikere,
men som dog indeholder en Mængde Oplysninger til nærmere
Forstaaelse af de samtidige Forholde i England, Tyskland og
Italien. Paa disse sine Reiser har den store Retslærde og
Philosoph, som let forstaaeligt, kommet i nær Forbindelse
med en Række fremragende og høitstaaende Personligheder,
der alle fremføres for Læseren efter at have været under
behørig Examination af den reisende Forfatter. At han ikke
har været kræsen med sin Omgang, naar det gjaldt at tilfredsstille
sine videnskabelige Interesser, kommer tilsyne i
hans Omgang under Opholdet i Venedig med Renegaten
Grev de Bonneval, en Eventyrer med stor Begavelse, og hvis
omfattende Kundskaber i Mekanik maatte øve en stærk Tiltrækning
paa Montesquieu, der ogsaa i denne Retning var
levende interesseret. En anden af Tidens Mænd, med hvem
Montesquieu traf sammen i Italien, var Cardinal Alberoni,
