tagne Beløb og at disponere derover – non seulement pour ses desseins mais aussi pour ses caprices“. Dette sidste har han nu sikkerlig ikke skrevet til Kongen, men Meningen har vel lige godt været der.
Efter dette skulde altsaa Fredrikshalds Beleiring, der samtidig ialfald var under Forberedelse, hos Kong Carl have staaet som concurrerende med den engelske Landgang, der for Kong Carls hele aandelige Disposition maatte ligge som en retfærdig Gjengjældelse for Tabet af de svenske Provinser Bremen og Verden, der af Kong Georg den 1ste vare Sverige fratagne og tillagte hans Churfyrstendømme Hannover. Kong Georgs Afsættelse var for Carl XII saaledes kun en Fortsættelse af hans Rolle som Detronisator, og Rækkefølgen var: Polen, Rusland, Norge og tilsidst Storbritannien. At Krigen i Norge og Fredrikshalds Beleiring, ialfald for nogen Del, kom til at blive paadrevet ved Hjælp af spansk Guld, vides ikke tidligere at have været kjendt, men hører med som et ganske mærkeligt lille Punct i det store Eventyr-Billede, man har foran sig, naar man følger den svenske Konge paa hans sælsomme Bane gjennem Livet. Det er kanske mærkeligst som Bidrag til Bedømmelsen af hans høie og ædle Character. Man dømme ham, som man vil, men et er vist: ingen lav Attraa og intet trangt selvisk Formaal kunde lokke ham bort fra Ærens og Selvfornegtelsens Vei. Trods alle Fristelser fra den financielle Hjælpeløshed, hvori han befandt sig, tilbageviste han dog det spanske Guld, saa længe det bødes ham under Forudsætninger, som han ikke kunde fyldestgjøre. Nøkterne Historieskrivere have ikke vanskeligt for at skildre ham som en Eventyr-Konge, men hvad for alle Tider vil vinde ham en Plads i vor Sympathi, er hans rene og ædle Hjerte, der vel lod ham føre sine Krigere paa vildsomme Veie, men aldrig lod ham spare sig selv, hvad enten det gjaldt fiendtlige Kugler eller Kulde og Hunger. Det er dette, som Menneskene ikke glemmer, hvormeget andet der end kun altfor let glider ud af deres Hukommelse.
L. I. V.
