Læser man Sagaernes Beretninger om den Maade, hvorpaa Kong Eystein Magnussøn i Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede bragte Jemteland under Norges Rige, vil man i Morkinskinna støde paa en Vending, der synes egnet til at vække Anstød, endskjønt, saavidt jeg veed, endnu ingen Historiker har udtalt sig derom. Der staar nemlig: Allir lendir menn a Jamtlandi foro a fund Eysteins konongs[1] etc. Enhver vil forstaa, at Lendermænd i den Betydning, som dette Ord ellers har i den norske Historie, ikke kunne have existeret i dette afsides Landskab, allermindst paa denne Tid, da Jemteland aabenbart har levet et ganske primitivt Liv uden at have været nogen Konge underkastet. Man kunde da fristes til at forklare Udtrykket ved Mænd, som selv besad Land ɔ: Gaard og Grund, Selveierne, skjønt vel ikke „alle“ saadanne kunde møde hos Kongen, eller man kunde tænke paa den undertiden forekommende Vending lendir menn ɔ: Lægfolk i Modsætning til lærðir menn (ɔ: Geistlige).[2]
Men det samme Udtryk ville vi ogsaa senere møde i Jemtelands Historie i det tolvte Aarhundrede, og det i to paa hinanden umiddelbart følgende Aar, 1177 og 1178. Idet nemlig Kong Sverres Saga udførlig beskriver de to Tog, som denne Konge i disse Aar foretog gjennem Sverige og Jemteland mod Nidaros, hedder det her først, at der 1177 vare „mange Kong Magnus’s Lendermænd“ i Jemteland, og at „de alle gik til Forlig“ med Sverre, og dernæst, at i 1178 vare „alle Lendermændene med“ i Jemternes Anslag mod Kongens Liv. Her maa altsaa den islandske Sagafortæller ligefrem have staaet i den Formening, at der i Jemteland gaves Lendermænd i Ordets norske politiske Betydning, da han udtrykkelig kalder disse Mænd „Kong Magnus’s“ Lendermænd. Heller ikke ved dette Sted sees Historikerne at have taget Anstød. Keyser fæster sig i sin kortfattede Norges Historie slet ikke ved den paafaldende Omtale af Lendermænd paa disse Kanter, Munch gjentager kun Sagaens Fortælling, idet han siger, at der 1177 „blandt Jemterne
