var flere [altsaa dog ikke „mange“] af Kong Magnus’s „Lendermænd“, og at i 1178 „Almuen var ophidset af Lendermændene“.[1]
Men det bliver dog ved en nøiere Betragtning klart, at Sverres Sagas Forfatter her har svævet i en Vildfarelse. „Mange“ Lendermænd gaves der jo overhovedet ikke, efter hvad G. Storm til fuld Evidents har godtgjort[2], selv om man samler deres Antal i det hele Land, og dertil kommer, at der i Jemteland sikkert fandtes overmaade lidet Krongods, der kunde udlægges som Veitsler. Bemærkes maa det ogsaa, at Sverres Saga er overmaade rig paa Personnavne, ogsaa hvor det gjelder Mænd, der spillede en meget ringe Rolle, saa at virkelige Lendermænd utvivlsomt ikke vilde være blevne anonyme.
Der maa altsaa søges en anden Forklaring, hvilken jeg ogsaa mener at have fundet.
Flere svenske Landskaber (blandt dem den berømte Ø Gotland) have i Middelalderen længe staaet i et ganske løst Forhold til den egentlige Stat, idet de vistnok have ydet Kongen nogen Afgift, men forøvrigt styret sig selv gjennem primitive, halvt republikanske Institutioner. Landskaberne havde fra umindelig Tid af en Art Repræsentation, der baade fungerede som Domstol og som en Art administrativ Myndighed. I de centrale og tættere befolkede Egne trængtes denne selvgroede Repræsentation tilbage under Folkungerne, men den holdt sig i de mere afsidesliggende nordlige Landskaber. Endnu i det 17de Aarhundrede havde man i hvert af Landskaberne Helsingland, Medelpad, Ångermanland, Vesterbotten foruden 12 Edsvorne i hvert Sogn ogsaa et Raad af 24 Mand, som kaldtes Landsens tjugofyra. Foruden at danne et dømmende Landsthing, en Art Overret, havde disse „Landsens“ Mænd at opsætte Klager eller Forestillinger til „Regjeringen, fordele Skatteudredslerne for Befolkningen o. s. v.[3]
