En aldeles lignende Institution finder vi i det 16de og
endog 17de Aarhundrede i Jemteland, og det kan ikke være
tvivlsomt, at den er meget gammel og allerede har bestaaet
længe før Landskabets Forbindelse med Norge under Kong
Eystein. Her maa vi søge baade de lendir menn, som hyldede
denne Konge, og de „Lendermænd“, med hvem Sverre
fik at bestille. „Lendermænd“ maa her være: „Landsens“
Raad, men for sagaskriveren har dette Forhold været ubekjendt,
og han har derfor gjort den til „Kong Magnus’s“
Lendermænd.
Jemtelands Landsthing (Jamtamot) og Fireogtyve-Mands Raad havde sit samlingssted paa Sproteid, hvis Beliggenhed før har været ukjendt, men som nu af et Diplom[1] sees at have ligget i Frøsøens Sogn. De 24 Mænd ville findes omtalte paa flere Steder i den righoldige Samling af Breve, som i den senere Tid ere fremkomne idet norske Diplomatarium, skjønt vistnok især som en dømmende Forsamling; i 1530 ønsker Vincents Lunge et Vidnesbyrd „af de gjeveste og ypperste Mænd, saa de ere vel 24“[2], i 1513 kalde 18 Mænd sig „vi 24“, aabenbart fordi det fulde Antal skulde været 24[3] o. s. v.
Endnu ganske faa Aar, før Jemteland afstodes til Sverige, finder vi denne Institution omtalt, og det paa en virkelig interessant Maade. Christian IV, for hvem dette gamle Landskabsraads Tilværelse havde været fuldkommen ubekjendt, lader 1640 et Brev udgaa, hvis Hovedindhold er følgende: Det er foregivet Kongen, at Undersaatterne i Jemteland skal have „en utilbørlig Sædvane“, idet de opnævner „et Parti arrige Skalke blandt dennem“, som de kalder „Landsens Forsvar“ og et Parti, som de kalder „Kongsmænd“. Med disse raadføre de sig, naar Kongens Befalinger og Mandater forkyndes dem af Fogden, førend de som lydige Undersaatter ville efterkomme de naadigste Paabud, saa at Befalingsmændene ikke kunne „commendere“ dem, om ikke saadan utilbørlig Sædvane bliver afskaffet. Derfor forbyder Kongen hermed, at saadanne Landsens Forsvar og Kongsmænd maa udvælges eller være i Landet, „thi vi vide af ingen Landsens
