anlagte i store Stæder“. – 1796. Joh. Georg Lange: „Den speculative Philosophis Fremgang ved og efter Leibnitz“ (!!). – 1797. Iver Leganger: „Bemærkninger over de fordelagtige og skadelige Virkninger af Lecture“. – 1798. Nils (siden „Nicolai“) Wergeland: „Offentlige Stiftelsers større Sikkerhed under den monarchiske, end under hver anden Slags Regjeringsform“. – Jørgen Langeland: „De almindelige Aarsager til Parti-Aanden i Stater, især i Folke-Regjeringer“. – 1800. Gerh. Heiberg Wolff: „Veien til menneskelig Fuldkommenhed“. – 1801. Johan Christen Brenning Fasmer: „Den Studerendes tunge, men ved Flid og Moralitet sig selv belønnende Bane“. – 1802. Erik Gjerløw: „Menneskets Lyksalighed, grundet paa dets Selvstændighed“. (Heri om Heltene fra 2. April 1801). – 1803. Andr. Lorentz Schram: „Den Pligt ret at benytte sig af vor nærværende Tidsalders Aand“. – 1804. (Talerens Navn ikke anført): „Sædernes Moralitet som eneste Grund for enkelt Mands og Statens Lyksalighed“.
Betragter man ovenstaaende Indholdsangivelser, da kan det ikke nægtes, at man gjennem dem faar et temmelig klart Indtryk af, at Oplysningsperiodens Aand ogsaa her har gjort sig stærkt gjældende, og dette giver disse Notitser en vis Interesse. Som let vil forstaaes, have de unge Talere – Disciple af Mesterlectien – været fuldkommen umodne til at behandle saa høitliggende Emner, og man faar strax en Mistanke om, at Talerne umuligt kunne have været deres eget Arbeide. At saa virkelig var Tilfældet, derom har man ogsaa i Pavels’s Dagbøger (1817–22, I 121) et udtrykkeligt Vidnesbyrd. En af de ovennævnte Talere, N. Wergeland, fortalte nemlig i 1817 Pavels, at Talen altid var udarbeidet af „Conrector eller Fjerdelectiehøreren“. Da Wergeland selv havde foredraget den under 1798 anførte Tale, „havde Biskop Brun gjort ham den Compliment, at det vilde glæde ham, om han nogensinde kunde høre en Tale, forfattet af ham selv saaledes foredraget“.
Forøvrigt indeholder samme Haandskrift ogsaa nogle Taler og Prologer, vedkommende det dramatiske Selskab i Bergen.
L. Daae.
