fandtes to forskjellige „Arvetal“, og dette er paa en vis Maade sandt, men havde dog mindre Betydning, end man skulde vente. Foruden Arvetallet i Landslovens Kristendomsbalk fandtes nemlig ogsaa en Rettebod fra 1302, hvorved Kong Haakon den 5te havde forandret Landslovens Arvetal. Kong Haakon har ganske vist givet en saadan Lov for det mulige Tilfælde, at han ikke skulde faa nogen Søn i sit Ægteskab og Kongeslægten ved hans Død kun skulde bestaa af Kvinder (hans egen Datter, hans Broderdatter, samt endelig hans egen uægte Datter). Men Haakon levede saalænge, at hans eneste ægte Datter (Ingeborg) havde i Ægteskab med den svenske Hertug Erik født en Søn, som ogsaa efter Landslovens Arvetal maatte gaa foran hende og virkelig blev hans Arving (Magnus Erikssøn); allerede derved blev den nye Rettebod uden Betydning, skjønt Haakon selv før sin Død lod de tilstedeværende Rigsraader sværge at overholde saavel dens Arveregler som dens Bud om Formynderstyrelsen[1]. At faktisk den nye Arvelov af 1302 maatte ansees for ophævet, kan sluttes af de norske Lovbøger fra 14de Aarhundrede. Vi har fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede ca. 70 Lovbøger bevarede, og af disse er flere skrevne i Kong Haakons senere Aar eller i Tiden kort efter. Men af de ældre Lovbøger har kun en eneste optaget Arvefølgeloven, nemlig Lovbogen fra Tønsberg, hvilket er forstaaeligt nok, da den er redigeret ca. 1320 af eller for en af Formynderne fra 1319, Guthorm Kolbjørnssøn; men uagtet det her i selve Overskriften siges, at Kong Haakon havde ladet lyse, at „ingen Bog (Lovbog) skulde have Gyldighed, som ikke havde dette Arvetal“, er dette Mønster kun fulgt i en Lovbog fra Midten
- ↑ Dipl. Norv. I No. 156.
