af 14de Aarhundrede (C 22 i Stockholm), og selv her kun saaledes, at efter det nye Arvetal indtræder en ny Skriver, som ogsaa optager det ældre Arvetal, som han altsaa anser for fremdeles gjældende. Begge disse Lovbøger er østlandske (den første fra Tønsberg, den sidste fra Oplandene); men den eneste vestlandske Lovbog, som kjender Retteboden fra 1302, den tabte Codex Capsel Cypriani fra ca. 1340, har af denne kun optaget Reglerne om Formynderstyrelsen, men ganske udeladt det nye Arvetal[1]. Alle andre norske Lovbøger har udeladt begge Dele, naturligvis fordi allerede ved Midten af Aarhundredet hele dens Arvetal ansaaes som antikveret og faktisk afskaffet. Man tør derfor gaa ud fra som givet, at ved 1387 fandtes det nye Arvetal af 1302 kun i meget faa Lovbøger; naar ved Forhandlingerne i 1388 Arveretten drøftes, kan man (som nedenfor skal omtales) se, at man har lagt til Grund selve Landsloven eller den dermed enslydende Hirdskraa, – og det er disse Love, som ogsaa citeres ved Mødet i Oslo.
Arvetallet af 1302 maa saaledes ganske sættes ud af Betragtning, naar man vil vide, hvorledes Nordmændene i 1387–88 betragtede Thronfølgerspørgsmaalet, og Sagen bliver isaafald klar nok.
Landsloven bestemmer i sin Kristendomsbalk (Cap. 5), at efter den norske Konges Død skal hans Slægtninger være arveberettigede i følgende Orden: Ældste ægtefødt
- ↑ Jeg sætter selvfølgelig ganske ud af Betragtning, at hele Retteboden er optaget i den islandske Rettebodsamling C 21, og at den ogsaa findes for anden Gang i C 22 med en Haand fra ca. 1420; i begge Tilfælde har den jo kun historisk Betydning.
