Men Loven gav ogsaa Anvisninger for det Tilfælde,
at der ikke længer existerede nogen af de i Arvetallet
nævnte 12 Klasser: „Hvis ingen af disse er til, som nu
er talte, da skal den være Konge i Norge, den ældste
én, som er nærmest efter, hvad Gulathingsloven vidner i
Arvetallet“; altsaa skulde de private Arvegangsregler
gjælde ogsaa for Kongearven, dog med 2 Indskrænkninger:
1) kun mandlige Personer var arveberettigede (karl en eigi
kona), og 2) Arvingen skulde være af Kongeætten, d. e.
stamme gjennem Mands- eller Kvindeled fra norske Konger.
Ved begge Indskrænkninger var Dronning Margrete,
Kongens Moder, som Kvinde absolut udelukket fra at
arve, og ved den anden udelukkedes ogsaa hendes Søsters
Efterkommere.
Den private Arvegang strakte sig vistnok videre end den offentlige, den omfattede alle Slægtninge baade paa Faders- og Modersside indtil Firmænninger nedstammende fra fælles Oldefader; men ved den anden Betingelse, at den, gjennem hvem Slægtskabet hævdedes, skulde være af Kongeætten, udelukkedes saavel alle Dronning Margretes som Dronning Blanches Slægtninge; hverken Margretes Søstersøn Hertug Albrecht (af Mecklenburg) eller hendes Søsterdattersøn Erik (af Pommern) kunde faa nogen Ret, endmindre spurgtes der efter Blanches fjerne, franske Slægtninge. Næst efter Kongearvetallet maatte ifølge den private Arvegang regnes, om de havde existeret, Kong Olafs uægte Søns ægte Søn eller Datter (2den Arv) eller hans uægte Datters ægte Søn (3die Arv). Men da ingen af disse fandtes, maatte man springe helt til 9de Arv, som omfattede Farfaders Brodersøn eller Søstersøn. Men i sidste Tilfælde befandt sig Kong Albrecht af Sverige, Søn af Magnus Erikssøns ægte Søster Eufemia; da han var den eneste gjenlevende af Eufemias Sønner, kan der
