Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/102

Denne siden er ikke korrekturlest
96
DR. YNGVAR NIELSEN.

været en Tradition, som har bevaret Mindet om, at det var paa denne Dag, han vandt sin afgjørende Seier. Absolut sikker er vel ikke Angivelsen, at Slaget forefaldt paa Palmesøndag (25de Marts). Dog kan det synes, som om den gamle Tradition her maa have havt forholdsvis sikre Holdepunkter, naar den for at undskylde Helgenkongens Benyttelse af en stor Helligdag har tilføiet en Forklaring af de Grunde, som voldte dette, og for at vise, at han ikke kunde handle anderledes. Men nogen særlige Garantier i denne Henseende byder ikke Olavssagaerne, som har trukket Solformørkelsen 31te August mere end en hel Maaned frem for at faa den ind paa Kongens Dødsdag.


3. Manvik. Brunlanes har ingen Storgaard af den Betydning, som de findes i de midtre Dele af det gamle Vestfold. Der er i denne Henseende ogsaa andre Gaader ved disse Distrikters gamle Forhold, til hvilke det ikke nu er muligt at give den endelige Forklaring[1]. Der er maaske ikke noget andet Strøg af Norge, hvor et dyberegaaende Studium af de gamle Jordegodsforhold vil kunne bringe et mere interessant Udbytte, end netop Vestfold.

Netop Brunlanes, med den flade Slettekarakter, skulde være et Sted for de store Gaarde med de store Ætter. Men det er først i den senere Middelalder, vi faar høre om saadanne paa dette Sted. Da bliver, fra omkring 1400, Brunla den store Hovedgaard, og nogenlunde paa samme Tid træder Manvik frem i Række med denne. Manvik er dog allerede nævnt i det 12te Aarhundrede, idet Lodin af Manvik omtales som en af de mere fremtrædende Personligheder, der faldt med Magnus Erlingssøn ved Fim-

  1. Jeg har tidligere omhandlet disse mærkelige Sider ved Vestfolds gamle Historie, navnlig dets Mangel paa Lendermænd, i mit Skrift, Af Norges Historie (1904), S. 64 flg.