mener, at de ikke kan hidrøre fra en finsk (lappisk) Urbefolkning. Men hans Ræsonnement er meget forfeilet. Han spørger: Hvad skulde vel bevæge disse Mennesker, naar de ikke fortrængtes af andre, men var i udelukkende Besiddelse af et vidløftigt Land, til mere her end andre Steder at fjerne sig fra Kysten? Det er et besynderligt Spørgsmaal; som bekjendt drager jo Finnerne om med sine Renhjorder den Dag idag paa Fjeldvidderne. Fjeldet er jo Renens Hjem. Han mener, at Levningerne kanske skriver sig fra Stavangerbispens Reiser til Hallingdal; men denne Antagelse var saa rent utrolig, at han selv senere opgav den. Han forkaster saaledes Tanken om »Urfolket«.
I Aarsberetningen for 1860 kommer han tilbage til denne Sag, idet han beskriver sin Reise op til Finsedalen og Finsevand. Formodningen om, at Stenhytterne og Benhaugene skrev sig fra Bispens Reiser over til Hallingdal, opgiver han nu som sagt. Han antager, at det har været Skyttere fra Bygderne nedenfor, som har holdt til her om Sommeren. De Grunde, han anfører herfor, er dog ingenlunde afgjørende. At der fandtes Jernsager i Haugene, viser kun, at disse Folk, som holdt til heroppe, har levet i en senere Tid; men der er intet i Veien for, at et Nomadefolk af finsk Herkomst har levet her oppe med sine Renshjorder længe efter, at Norge var bebygget af Nordmænd. Der er med andre Ord ikke leveret noget Bevis for hverken den ene eller den anden Opfatning.
Den, som mest indgaaende har behandlet Oldtidslevningerne paa Vidden, er Skolebestyrer Bendixen: Fornlevninger i Hardanger, Særtryk af Aarsberetn. fra Foreningen til norske Fortidsminders Bevarelse for 1891 og 1892. Foruden de af Nicolaysen nævnte Gjenstande, som skriver sig fra Stenboderne og Haugene ved Finsevand, opfører Bendixen følgende Gjenstande som fundne
