Valders osv. Det er klart, at Veien over Vidden blev kun meget sjelden benyttet. Fjeldet var langt over, uveisomt og uden Fjeldstuer. Stundom er det dog blevet benyttet; vi ved saaledes, at Gregorius Dagssøn reiste over Telemarken, Haukelid og Røldal til Etne, og rimeligvis er der ogsaa enkelte andre, som kan have taget den samme Vei eller fra Hallingdal over til Eidfjord. Forbindelsen mellem Bygderne paa begge Sider af Fjeldet har uden Tvivl i Middelalderen været meget liden, størst mellem Eidfjord og Hallingdal. Folkemængden i disse Bygder var meget tynd, og nogen Handelsforbindelse var der endnu neppe Tale om. De gamle Veie, »Slæbene«, som fører over Vidden, og som viser os, at Forbindelsen over Fjeldet er gammel, er vistnok yngre end Middelalderen for de flestes Vedkommende.
Vi ved med Sikkerhed, at Biskoperne i Stavanger pleiede at drage over Fjeldet fra Eidfjord til Hallingdal, naar de reiste paa Visitats til sine Menigheder i Hallingdal. Eidfjord hørte derfor ogsaa indtil 1636 Stavanger Stift til. Hallingdal og Valders vedblev at høre under Stavanger Bispedømme indtil 1631, da det bestemtes (10. April), at Valders og Hallingdal skulde gaa over til Oslo Bispedømme, medens Øvre Telemarken skulde lægges til Stavanger[1]. Peder Claussøn fortæller i sin Norges Beskrivelse[2], at Biskopen i Stavanger drog over Halnefjeld eller Hardangerfjeld til Hallingdal. Der var 14 Mil over Fjeldet, og der var Boder paa Fjeldet, hvor Biskopen overnattede; en af disse kaldtes Biskopsbod. Om Biskopernes formentlige Reiserute over Fjeldet har jeg skrevet paa et andet Sted. Rimeligvis har Biskopen med sit Følge taget op paa Fjeldet i Simodalen, hvorved han undgik Elvene.
