skildret af en, som havde været med eller ialfald var lokalkjendt. Han benævner Fjeldet Dorefjeld, som maa være en Misforstaaelse og en Forvanskning af Dovrefjeld. Forøvrigt svarer Beskrivelsen netop paa Hardangervidden og ikke paa nogen anden Fjeldmark i Norge. Der er mange Dages Reise mellem Oslo og Bergen; Veien er meget besværlig og vanskelig. Man maa reise over vilde og høie Toppe (per scopulos asperrimos altissimosque) og gjennem dybe Dale og en Ørken af uhyre Udstrækning (perque desertum vastissimum atque longissimum). Her er ingen menneskelige Boliger; men der er alene opført af de gavmilde gamle Konger et Hus midt paa Fjeldmarken, hvor Veifarende kan finde Ly og overnatte; thi Ved skjænker Stedet i Overflod til alle Aarets Tider. Naar de Reisende medfører Ildtøi, kan de her gjøre op Ild og koge og spise af, hvad de fører med sig; men nogen Kok vil de ikke finde der. Ørkenen har faaet sit Navn a vastitate et stultitia – han sigter her til Navnene Vidden og Dorefjeld –; thi den, som uden en tro og velkjendt Fører vover sig ind i den, dumdristig og taabelig, vil som Regel blive narret og vil omkomme paa Veien. Saa vidstrakt er den baade i Længde og Bredde, at Europa ikke har nogen Ørken, som er større og mere udstrakt end denne. Som vi ser, Beskrivelsen passer netop paa Vidden, og det er tydeligt, at det som sagt netop er dens Navn: Vidde, som han vil udtrykke med sine Omskrivninger.
Hvor den her omskrevne Fjeldhytte har været, ved vi ikke. Enten har den vel ligget paa Overgangen fra Hallingdal til Eidfjord, eller ogsaa paa Haukeli-Fjeldet. Den kan dog ogsaa have ligget ved Nordmandslaagen eller inderst i Bjoreidalen. Men mærkeligt synes det mig, hvad Forfatteren siger om Veden: nutrimenta ignis qvolibet anni tempore locus abunde ministrat. Man fandt Ved i
