Bergenhus 1566[1], hvoraf sees, at Kronen havde enkelte Steder tilegnet sig Falkefangsten som en Rettighed. Den leiede denne ud mod Afgift, som synes ikke at have været saa ubetydelig. Af det sidst anførte Sted sees, at Falkefængerne skulde yde Told og Rettighed, hvoraf man kan slutte, at Regjeringen i Kjøbenhavn betragtede Falkefangsten som et kongeligt Regale. Denne Falkefangst er vel foregaaet ikke blot paa Vidden, men overalt paa Høifjeldet. At den dreves paa Hardangervidden, har vi endnu sikre Vidnesbyrd om. Der er flere Steder, som har Navn efter Falkefangsten, som Falkabrot, og Sagnet fortæller, at her fangede man Falke.
Det Spørgsmaal, som særlig interesserer mig, og som jeg her nærmere vil behandle, er Spørgsmaalet om, naar Stølene paa Vidden er taget i Brug. Stølene, d.e. de egentlige Fjeldstøle inde paa Vidden, er af forholdsvis ny Oprindelse. I Middelalderen havde ialfald Hardanger ingen Fjeldstøler. Befolkningen var saa tynd og adspredt, Kreaturholdet saa lidet og Beiterne i Lierne og under Fjeldeggen saa udstrakt, at man ikke følte Trang til at drage ind over Fjeldvidden. Fjeldet er for en stor Del saaledes beskaffent, at man maa reise en lang Strækning gjennem et vildt, oprevet Høifjeld med stride Elve og Bræer for at naa til de bedre Havnegange. Mange af disse Elve var vanskelige at passere, naar der ikke blev bygget Broer over dem. Vi kan med temmelig stor Klarhed følge Udviklingens Gang. Nede i Lien, et Stykke ovenfor Gaarden, ligger som Regel en Støl, som nu enten er nedlagt eller kun bruges en kort Tid Vaar og Høst. Det er antagelig Gaardens første Støl og er vel ligesaa gammel som Gaarden selv som oftest. Oppe under selve Fjeldeggen eller helt oppe paa denne ligger den næste Støl, som ogsaa for Tiden enten er nedlagt eller kun bruges
- ↑ N. Mag. II, 66. 81; I, 463.
