Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/126

Denne siden er ikke korrekturlest
120
O. OLAFSEN.

erklærede sig at vide andet, end at det er Kongens Alminning – – – –

Man ser heraf, at der endnu var en klar og levende Bevidsthed om, at Vidden var Stats-Alminning. I den senere Tid har denne tabt sig mere og mere, og man har begyndt at betragte Fjeldet som tilhørende private, hvorfor ogsaa en hel Del Støler i den sidste Tid er blevet særskilt skyldsatte. At dette er en ganske feilagtig Betragtningsmaade, kan der efter min Mening ikke være Tvivl om. Hardangervidden kan som alt Høifjeld forøvrigt i vort Land kun have været Stats-Alminning.

Efter et gammelt Sagn skal der engang være fundet Sølv paa Vidden i Veigdalen, og en Mand fra Eidfjord skal have drevet Bjergværksdrift i det Smaa heroppe. Han holdt Stedet hemmeligt og tog sin Hemmelighed med sig i Graven. Mange har ledt efter Sølvminer i Veigdalen, men uden at finde nogen. I 1898 fandt en Mand fra Eidfjord, som vardede op Veien fra Bjoreidalen til Telemarken, en Grube, som !antages at have været den omskrevne Sølvgrube. Det var en 6 Meter, lang Gang eller Stoll ind i Fjeldet, som tydeligvis far gjort af Menneskehaand. Gruben var fuld af Vand. Der blev ogsaa fundet Sølverts; men den var ikke meget righoldig[1].



  1. S. Bergenhus Folkebl. 1898, No. 33.