der af haandværksgutter førte med sig ind i kunstens hellige haller[1]. Men særlig førtes der stadige klagemaal fra akademiets side dels over laugenes forsømmelighed med at indsende de færdige mesterstykker til bedømmelse, dels over at det indsendte var udført efter daarligt forbillede eller ligefrem slet. Akademiets annaler fortæller om dets mange sammenstød med laugssvende og mestre[2]. – Men at Struensees reform af samtiden ogsaa blev erkjendt som et meget betydeligt fremskridt for haandværkets vedkommende bevidnes bl. a. af et i 1792 offentlig fremsat vidnesbyrd, som ogsaa for os har interesse. Det heder her: »Academiet har uddraget os af et Slags Barbarie, og har omdannet vore Haandværkere (i det hele taget) fra ukyndige, ubehjælpelige, med Nød, grovt nok, efter eet og det samme Model arbeidende, til Folk, der selv have Ideer, kunne selv give Tegninger i forskjellig Smag og kunne med Ziirlighed, om ei med engelsk Fuldkommenhed udføre det«[3].
Naar tilstanden havde været saadan inden den danske haandværksstand, var den efter al mulig sandsynlighed fremdeles i det mindste ligesaa slet inden den norske. Det mangler ikke paa udtalelser herom. Efter dansk mønster søgte man nu derfor i Christiania at hæve »Haandværksstandens videnskabelige Uddannelse«. Men det var paa den anden side visselig at forudse, at disse samme
- ↑ Disse haandværksgutter, de saakaldte »Akademidrenge«, var det, som langt ind i det 19de aarh. gjorde strøget i Charlottenborgs nærhed, Kongens Nytorv og tilstødende gader, berygtet paa grund af sin vildskab og de optøier, de foranstaltede om aftenen ved skolens slutning. (Cfr. herom Philip Otto Runge: Hinterlassene Schriften, herausgegeben von dessen ältesten Bruder, Hamburg 1841, I, p. 66.
- ↑ Meldahl og Johansen, s. 112–114.
- ↑ Meldahl og Johansen, s. 113. Først i 1857 blev akademiet befriet for al befatning med haandværkernes undervisning.
