haandværkere vilde komme til at gjøre vanskeligheder ved pludselig at skulle paalægge sig selv større uddannelsespligt, end de før havde havt. Skulde det overlades til dem selv efter forgodtbefindende at benytte sig af den nye skole, vilde den rimeligvis meget snart komme til at blive staaende tom.
Allerede i komitteens udkast til plan for skolen havde – som ovenfor berørt – tanken været at faa udvirket et regjeringspaabud til svendene og drengene om at besøge den – et hidtil ukjendt tvangsmiddel, som selskabets direktion iallefald foreløbig havde vægret sig ved at søge bragt i anvendelse. Skolens bestyrelse havde senere paa aaret[1] paa samme maade fremholdt, at »i nærværende Tid, da Alting anslaaes til Penge, vil deels ensidig, deels vrang Tænkemaade hos Haandværkermesterne, uden Tvivl, bevæge den største Deel af dem til at forbyde Deres Svende og Drenge Adgang til Skolen. De vil finde, at 6 Timer om Ugen er et altfor betydeligt Tab og af misforstaaet Fgennytte glemme: at De ved at lade Deres Folk og Sønner besøge Skolen selv høster i Fremtiden den største Fordeel ved at faae disse dannede til kyndige og smagfulde Arbeidere. – Da Bestyrelsen nu fuldkommen er overtydet om: at Skolen næsten ingen Elever vil erholde blandt. Haandværkere, medmindre den førnævnte allerhøyeste Befaling udvirkes« – henstillede man indtrængende til selskabets direktion at udvirke saadan kgl. resolution, forinden skolen aabnedes, idet man endyderligere hævdede, at »dette Paabud synes ingenlunde at være mere Indgreb i Individers Friehed, der vælge et Haandværk til Nærings Vey, end de forskjellige Examina ere det for Ynglingen, hvis Bestemmelse er Embedsstanden«.
- ↑ I den citerede skr. af 9de October 1811.
