Direktionen rugede længe og vel over det fornyede
forslag. Var kanske ogsaa ræd for at ophidse haandværkerne
mod sig, men bestemte sig efter 5 maaneders
betænkning til gjennem vicestatholderen at søge opnaaet
kgl. sanktion paa den omstridte § 12, med gyldighed for
Christiania og de andre kjøbstæder, idet den pegte hen
paa den københavnske ordning[1]. Vicestatholderen anbefalede
andragendet, idet han henviste til, at den norske
haandværkerstand »i mange Ting er særdeles tilbage mod
andre Nationers Professionistere«[2]
Cancelliet forelagde 13de April 1813 som vanlig akademiet sagen til betænkning. Dette fandt dog nu, at dets spæde norske kollega i ungdommelig iver gik for vidt, saameget mere som akademiet selv var saa inderlig kjed og træt af al den befatning med haandværkerne, som Struensee’s reform havde paabyrdet det. Og selv den nye fundats af 1771 søgte paa ingen maade ved lov at tvinge haandværkerne til at tage undervisning, selv om dette paa den anden side blev stadig nødvendigere for dem paa grund af lovpaabudet om syning af svende- og mesterstykker. Akademiet besvarede derfor nu det norske krav paa tvungen fagskoleundervisning med, at det fandt det »ikke passende at paalægge Svende og Drenge et Tvangsmiddel, som er ukjendt her«. Man hævdede derimod, at et eventuelt paabud, »om at Tegninger af baade Svende- og Mesterstykker skulde forelægges en Komitte af Øvrigheden og sagkyndige Mænd: – omtrent som tilfeldet var i København – burde være tilstrækkelig[3].
