Man haabede saa, at denne forordning af sig selv vilde formaa haandværkerne til at søge skolen[1].
I tilslutning hertil resolverede derfor kongen under 11te Mai, at »i Liighed med hvad forhen for Vor Kgl. Res.-Stad Kiøbenhavn – – – af Os er bestemt – – Ingen i Christiania for Fremtiden mane antages som Mester eller Svend« i visse Laug[2] »medmindre han forelægger Tegning til Mester- og Svende-Stykker, der skulle bedømmes af Øvrigheden og sagkyndige Mænd; hvorved dog maae drages Omsorg for, at Omkostningerne ved Mester- eller Svende-Stykkers Forfærdigelse ikke derved forøges; og at endvidere samme Bestemmelse maae gjøres gjældende i de øvrige norske Kiøbstæder, efterhaanden som Tegneskoler der kunde blive indrettede – –«[3].
Dette var jo blot en halv indrømmelse. Loven paabød kontrol, men overlod det forøvrig til haandværkerne selv, hvorvidt de for den sags skyld fandt det nødvendigt at søge undervisning. Urimelig er det ikke at opfatte bestyrelsens anskuelser om tvungen fagskolegang som et bevis paa handværksstandens endnu lavere niveau i Norge end i Danmark, hvad imidlertid de københavnske autoriteter neppe har havt videre tanke for. Skolens trivsel var jo
- ↑ Akademiets dagbog og copibog 17de April 1813.
- ↑ Nemlig de laug, hvor der trængtes tegning: Bogbinder-, Dreier-, Gjørtler-, Glarmester-, Kleinsmed-, Possementmager-, Guldsmed-, Hjulmand-, Kandestøber-, Kobbersmed-, Lygtemager-, Maler-, Murmester-, Gibser-, Stenhugger-, Snedker-, Stolmager-, Sverdfeier-, Tømmermester-, Bøssemager-laugene.
- ↑ »3de Departements Registrant 1811–1814« nr. 5 i det Danske Rigsarchiv, hvor kongebrevet er indført under 19de Mai. Rescripter udfærdigedes samme dato til stiftamtmændene i Akershus og i de øvrige stifter. Meddelt vicestatholderen Prins Christian Frederik fra cancelliet 25de Mai, af ham igjen meddelt selskabets Direktion 4de Juni 1813 og trykt i »Budstikken« 1813, nr. 48 og 49.
