ikke af ringeste personlig interesse for nogen af bestyrelsens medlemmer. Den var en ren velgjørenhedsanstalt.
Skolen havde nu faaet i det mindste nogen støtte i lovgivningen, og dens tilværelse skulde, naar midlerne var tilstede, synes nogenlunde sikret. Den var som nævnt traadt i virksomhed i begyndelsen af aar 1812. Imidlertid skulde dens korte levetid snart være afsluttet. – Det nye paabud har kanske ikke i synderlig grad forandret haandværkernes træghed til at følge opfordringen eller bragt dem til at indse nødvendigheden af elementær faguddannelse. Dette i forbindelse med kursfaldet i 1813 – skolen levede jo væsentlig af private bidrag – og den store og uventede oprystning i tingenes rolige gang, som fyldte hele aaret 1814, har vel tilsammen gjort, at skolen har maattet ophøre, uden at det er muligt at sige naar. Man hører iallefald ikke det ringeste til den, før det i 1818 siges om den, at den »dog snart gik ind, da dens Tilværelse beroede paa frivilligt tildeels temporært Bidrag«[1].
I løbet af dette aar stiftedes jo nemlig dens direkte efterfølger, tegneskolen af 1818, den endnu existerende »Kgl. Kunst- og Haandværksskole«, som til dato er Norges eneste kunstskole. Denne tegneskole af 1818 viser sig foruden i sit hele anlæg endyderligere som arvtager efter skolen af 1811 dels derved, at alle dens bevarede rekvisiter, tegneredskaber og de fra akademiet i København erholdte fortegninger gik over i den nye skoles eie som
- ↑ Skr. af 7de December 1818 til Justitsdept. i den kgl. Kunst- og Haandværksskoles copibog. Birkeland oplyser s. 54, uvist hvorfra, at den »opløstes efter noget over et Aars Virksomhed«. Han angiver dog ikke, naar den begyndte. I en skr. i kgl. Kunst- og Haandværksskoles copibog af 15de April 1819 omtales den som »et for nogle Aar oprettet« tegneinstitut.
