I et næsten komisk skjær fremtræder disse fantastiske
planer under vor norske armodsdom. Her var nok ikke
rum for noget kunstakademi. Foreløbig ikke engang for
en tarvelig haandværksskole. I dette selvsamme aar 1811
maatte den første norske kunstner af europæisk rang og
ry, J. C. C. Dahl drage bort for at faa sin grundlæggende
uddannelse og saa leve hele sit lange liv langt borte fra
det land, han havde sat sig som sit livs maal at forherlige.
Det er betegnende for niveauet herhjemme, at de folk, som antoges at sidde inde med den bedste slags fagkundskab, og som man derfor tyede til, naar det gjaldt noget i retning af kunst, det var de militære. De havde jo gjennemgaaet et elementært tegnekursus paa krigsskolen og ofte i embeds medfør syslet med lidt karttegning o. lign. De militære bidrog da ogsaa med sine produkter for en ikke ringe del til de kunstudstillinger, der som de første I sit slags afholdtes i Christiania ca. 1820[1].
Men det er kanske mere end et tilfælde, at netop i disse bevægede aar for vort land, da det gjærede og spirede paa alle omraader, da vore nationale følelser og stemninger viste de første vaarlige tegn til virkeligt gjennembrud, – i disse aar, da landets første mænd begyndte at tumle med dristige tanker om vor politiske frihed, da kravene paa egne nationale institutioner for næringsliv og
- ↑ Katalogerne over kunstudstillingerne 1818 og 1820 findes i universitetsbibliotheket.
Forelæsninger. – – – – Saaledes tør man ogsaa forsikre, at en Thorvaldsons Navn paa det norske Universitets Professor-Liste, og hans blotte Nærværelse vilde være nok til at gjøre hele Høiskolen berømt og besøgt, endog af Fremmede. – – – – Han skal indlægge sig et udødeligt Navn, som den første, der bragte Græsk Konst og Smag saa høit op mod Nord-Polen, som Stifter af et Konsternes Akademie i Norden. –«
