over Slettafossen og steg saa stærkt opad i Høiden, gjennem den tætte Skov og forbi nogle Sætre. Herfra tyndedes efterhaanden Skoven, og siden naaedes Høifjeldsregionen, hvor den endnu synlige Sti bugtede sig op paa Skraa mod Vest under Alterhø, med dens bratte Vægge. Her var der vid Udsigt. Men desværre var Dagen regnfuld; omend Regnet kun i mindre Udstrækning stængte for Skuet af de vakre Romsdalstinder, saa var det i andre Henseender generende. Saaledes blev det i dette Veir ikke muligt at tage et Fotografi af det Mindesmærke, der var mit Maal for Dagens Fjeldvandring.
Det trak ud, forinden jeg kom op, og mere end en Gang begyndte jeg at fundere over Muligheden af, at her skulde kunne foreligge en liden Mystifikation. Høiden er vistnok større end angivet af Bendixen og kan maaske sættes til omkring 1000 m. Deroppe var det fladere. Men fremdeles bar det langt indover. Langt fremme passeredes en Myrslette. Efter Førerens Forklaring skulde denne have Navn af Herberget, uden at han dog vidste at angive nogen Grund for dette. Der saaes intet Spor af Bygning. Jeg opdagede heller ikke i Nærheden nogen sammenlagte Heller, der kunde tænkes at have været et Tilflugtssted for gamle Dages Jægere.
Fra Herberget bar det atter et Stykke fremover, væsentlig paa Sandbund. Jeg blev mere og mere tvivlsom. Men vi havde nærmet os adskillig ind under Alterhø, da Føreren omsider sagde, at vi var der. Ganske rigtig, der saa jeg den Alterpille, som Bendixen havde beskrevet. Men mit første Indtryk blev en Skuffelse. Som det gamle Mindesmærke nu saa ud, kunde det ikke være en Horg. Navnlig saa dets Materialier meget nye ud. Men da jeg havde seet lidt nærmere til, fik jeg dog den Tanke, at det neppe var saa uinteressant, som det først havde forekommet mig.
