og som i Tilfælde her kunde have havt den Tanke at bygge en Varde eller noget lignende.
I Nærheden af den store Varde er der reist en noget mindre, ligeledes firkantet Varde, hvorimod der ikke saaes noget til de Stenkredse, som omtales hos Schøning.
Altsammen findes paa en stor, gruset Flade, der ligger noget ophøiet over Omgivelserne, – antagelig en Moræne. Denne Flade er Høidepunktet mellem Ulvaaens og Vermaaens Vassdrag. Mod Øst overrages den af Alterhø. Mod Vest sees ret ind i den dybe Dal Mebotn, som strækker sig langt ind i Fjeldet, henimod Vermevandet. for øvrigt er der rundt om mægtige Fjelde, tildels med eiendommelige Former. Med lidt Tilhjælp af Fantasien er det her let at danne sig en Forestilling om, at man paa dette Sted staar som i et vældigt Gudshus, hvor en Botn i Alterhø kan forestille det allerhelligste. Det er netop et Sted, hvor det kunde tænkes, at der i hedensk Tid var afholdt store Fester til Solens Ære. I denne Høide vilde en anden Kultus end netop Solens være lidet tænkelig.
For øvrigt var der i de foreliggende Mindesmærker ingen nærmere Anvisning at faa, og jeg vendte derfor i Regnveiret, der nu var endnu stærkere og tættere, end det havde været under Opstigningen, tilbage til Sletta og derfra til Ormem, hvor jeg tilbragte Aftenen.
Her fik jeg imidlertid aldeles tilfældig en Del Oplysninger, der maaske kan give Nøglen til den foreliggende Gaade og bringe Lys i Mørket. Hvis disse Oplysninger er rigtige, hvad der ikke synes at være nogen Grund til at betvivle, maa der ved dem bydes en tilfredsstillende Forklaring af de Aarsager, som har bevirket, at de yngre Beskrivelser af Alteret, fra det 19de Aarhundrede, er saa afvigende fra den ældre, Schønings fra det 18de.
