Det maa vække forbauselse, at bygdefolkene bare
eier 22 % (1⁄5) af lenets jord. Det giver os med én gang ret
til at karakterisere deres økonomiske stilling som meget slet.
Før vi tager fat paa en nærmere drøftelse af bygdefolkenes kaar, er det imidlertid hensigtsmæssigt at meddele en del oplysninger om de øvrige eiendomsgrupper.
Krongods. Det udgjorde 16 %. Da vi fandt, at
kronen i Tønsberg len omkr. 1650 eiede 15 %, saa ser
vi, at kronens jord-interesse i de to len er temmelig éns.
Her som i Tønsberg len gjælder det, at en stor del af krongodset er inddraget kirkegods, særlig fra Gimsø kloster. Men mere herom under omtalen af kirkegodset.
Endelig er en god slump af krongodset gammelt adelsgods, erhvervet 1599 fra Gyrvhild Fadersdatter. Ogsaa denne erhvervelse kommer vi senere tilbage til.
Heraf følger, at krongodset straks før reformationen 1537 maa have været temmelig ubetydeligt i dette len. Derimod langt tilbage i middelalderen har vi nok havt en høi procent. Jeg vil minde om denne egns ældste historie.
Netop her paa Søndre Vestfold maa vi søge det berømte vesle distrikt, hvis navn møder os paa vor histories allerførste blade – Skiringssal[1]. Her maa Harald Haarfagres forfædre, de vestfoldske Ynglingekonger, have resideret i det 8de og 9de aarhundrede. Selv om det vel er mest sandsynligt at antage, at disse Ynglinger har været skatte– eller lydkonger under dette tidsrums mægtige svensk-danske erobringskonger, saa synes det dog at fremgaa bestemt af de gamle kilder, at denne afhængighed
- ↑ Den vigtigste del af Skiringssal var utvilsomt det nuværende Tjølling. Men i et diplom opregnes ogsaa gaarder, hørende med til Skiringssal, som vitterlig ligger i Sandeherred (Mo og Vestre Nes). Derfor maa dele af Sandeherred (ældre navn Skaun) have hørt med.
