ikke han have trykket dem synderlig. Trods lydstillingen har de aabenhart følt sig som Norges mægtigste konger. Et afgjørende bevis herfor er, at de dristede sig til at optrede som erobrere baade indover i landet og paa den anden side af Skagerak i Jylland. De vestfoldske Ynglingekonger kan derfor ikke regnes blandt de vanlige dusinkonger i det dengang saa sterkt opstykkede Norge. Halvdan Hvitbein, Øistein, Halvdan Milde, Gudrød Veidekonge, Olav Geirstad-Alv og Halvdan Svarte var alle med og byggede op den magttrone for ætten, som tilslut satte Harald Haarfagre istand til at underlægge sig hele Norge.
Men Vestfold (hvortil dengang ogsaa regnedes Sandsvær og bygderne omkring Drammens-fjorden) var Ynglingekongernes hovedrige. Og paa Vestfold fremhæves to punkter som de vigtigste: Skiringssal og Borro (Borre). Deres egentlige hjem var dog Skiringssal, hvor kongsgarden Geirstad laa, og hvor de havde oprettet en berømt offerplads. Her holdtes endelig navngjetne handelsstevner. Af dette fremgaar klart nok, at Søndre Vestfold, det senere Brunla len, dengang var Vestfolds hoveddistrikt. Vi maa da have ret til at slutte, at de skiringssalske Ynglingekonger, hvis magt og anseelse vi har saa gode grunde for at sætte høit, netop her i sit hjemmedistrikt har eiet meget jordegods.
Dette ældste krongods maa saa ud igjennem middelalderen have vandret over i adelens og kirkens eie. Thi som før sagt, næst før reformationen kan kronen kun have havt lidet her. Men saa fik den i 1500-tallet en god slump baade kirkegods og adelsgods – vi kan vel sige tilbage. Lidt heraf afhændedes efterhvert i tiden 1537 –1660, saaledes Fritsø hovedgaard allerede 1540. Af Pengetrang pantsatte kronen en del i krigsaarene 1642–45 og 1657–60. Men lidt nyt kom ogsaa til. Antagelig
