Larvik). Til denne hørte bl. a. Nanset, paa hvis grund Larvik er bygget, og fossene i Nannaraa (elven fra Farisvandet). Omkr. 1350 finder vi Fritsø som krongods – hvad den kanske da havde været helt siden Ynglingekongernes tid. Kong Magnus Erikssøn skjænkede gaarden til Otte Svalessøn Rømer, og nu fulgte den Rømer-familjen i vel 100 aar. Erkebiskop Aslak Bolt, som var Otte Svalessøns dattersøn, eiede den fra 1430-aarene og antagelig til sin død 1450. Omkr. aar 1500 er Fritsø blevet kirkegods og tilhører St. Olavsklostret i Tønsberg. Selvfølgelig blev da gaarden 1537 ved inddragelse krongods; men kronen overdrog allerede 1541 Fritsø med underliggende gods til Iver Jenssøn (Jernskjeg).
Efter disse hovedtræk af adelsgodsets historie i Brunla
len før reformationen – forsaavidt vi kjender den –
gaar vi over til en nærmere omtale af, hvilken stilling den
i reformationstiden indvandrede danske adel indtog som
jorddrot i dette len.
Vi har alt et par gange nævnt Iver Jenssøn (Jernskjeg) som jordkjøber. Denne indflytter var blevet gift med Karen Galle, datter af nordmanden Olav Svenssøn Galle paa Tom, og boede først paa Hovin paa Helgøen. Hans hustru fik saa 1536 i foræring Bugaarden i Sandeherred af sin frænde Karen Alvsdatter paa Grefsheim (søster af Knut Alvssøn, som igjen var morfar til Gyrvhild Fadersdatter. Denne gave var det sikkert, som førte Iver Jenssøn til Brunla. Han fæstede sig ved Laagen-dalens betingelser for lønsom trælasttrafik, kjøbte straks tomt og satte sag ved Nannaraaen og fik endelig ved mageskifte 1541 overdraget fra kronen Fritsø hovedgaard med undergods. Nu havde han fri raadighed over elven fra Farisvandet og eiede alt adskillig skog. Det er fortalt, at han et halvt snes aar efterpaa ogsaa erhvervede Brunla
