gode chanser. Forklaringen hertil vil vi væsentlig finde i jordegodsets baade tidligere og senere historie i denne egn. Byborgerne har ikke faaet ordentligt alburum.
Som tversnittet viser, var lenets byborgergods 1661 14 %. Men heraf tilhørte en mindre del borgere, bosat i Larvik. Og Sandefjord havde paa den tid ingen nævneværdig jordeier. I Larvik var Kjell Erikssøn første mand. Han var antagelig indflyttet fra Tønsberg; ialfald var hans hustru fra denne by (en datter efter byfoged Are Knutssøn). Kjell Erikssøn laante kronen penge i krigsaarene 1657–60 og fik jordegods i pant. Paa den vis fik han ialt jordegods til en 16–18 skpd. tunge, deriblandt prægtige gaarder som Manvik hovedgaard[1] paa Neset og Aaserum og Vestrum i Hedrum. Et par Larviksborgere til eiede noget jord, Peder Tøgerssøn og Lars Paalssøn.
Men det meste af de 14 % stod dog paa Tønsberg-borgere, hvoraf atter igjen borgermester Anders Madssøn havde brorparten. Noget havde han faaet af kronen, noget havde han kjøbt af bønder, men adskilligt var nødtvungne afstaaelser fra Langerne. I 1661 havde han dog endnu ikke gjort op sin hovedregning med Nils Langes bo. Det skede først 1667. Han havde da endnu tilgode 9–10 000 rdl. og fik til dækkelse udlagt jordegods til omkr. 100 skpd. tunge, medens svigersønnen Nils Toller fik Melau hovedgaard med undergods.
Af andre Tønsberg-folk, interesserte i Brunla-jord 1661, kan nævnes Ambjørn Lauritssøns arvinger, Coldevin-familjen, arvinger efter borgermester Ivar Nilssøn, Vibolt Hanssøn (Friis) m. fl.
Blandt byborgere regnes her ogsaa prester, fogder og lign. I jordebøger fra denne tid opføres Sandeherreds-
- ↑ Manvik havde nu en tid været udlagt til skrivergaard.
