talte. Øiensynlig har byborgerne her været sterkt trykket af de store adelige jorddrotter, Jernskjeggerne og Langerne.
Nu var imidlertid dette hemmende tryk brudt ved, at Langernes stilling var undergravet – ikke mindst ved Anders Madssøns virksomhed. Omkr. 1660 synes derfor veien ryddet for byborgerne. Nu maa deres tid være kommet. 1662 fik byerne gjennem kjøbstads-privilegierne et fast greb i trælasttrafiken. Og jordegods bliver det. let nok at faa her i Brunla; thi baade Langerne og kronen maa meget snart trække sig tilbage fra jordegodsfeltet.
Ja, det er ikke for meget sagt, at særlig Larvik havde glimrende chanser i 1660. Hvis dets borgerskab nu energisk kunde have grebet ind i jordegods-spekulationen, slaaet under sig det gods, som maatte gaa »under hammeren«, og derved erhvervet herredømmet over Laagendalens trælasthandel, saa maatte Larvik raskt have hævet sig til en af kystens vigtigste byer – og f. eks. snart have vokset over Tønsberg.
Men slig kom det ikke til at gaa. Udviklingens besøgelsestid blev ikke benyttet.
Larviks og Sandefjords borgere manglede for det første tilstrækkelig kapital. Borger-kapitalister andetstedsfra maatte ialfald have traadt til. Og det maatte have været forretningsmænd af Anders Madssøns type – stort anlagte.
Nu vilde skjæbnen, at en af Danmarks stormænd, Ulrik Fredrik Gyldenløve, kom til at blive Langernes og kronens arvtager her som jorddrot. Han skabte et nyt adelsgods i Brunla, af et omfang, som stiller alle tidligere kjendte stor-gods her i skyggen. Han knuste meget paa sin erobringsvei, først og fremst Larviks gode fremtidsudsigter.
