Bygdefolkenes stilling omkr. 1650. Den er rent opsigtsvækkende
slet. De eier bare 22 % (1⁄5) af jorden
(12 % selveiergods + 10 % bondegods). I Tønsberg i
len eiede de dog det dobbelte (42 %).
Forholdene i de to len var dog ikke saa ulige, som: de ved første øiekast ser ud til. Tvertimod, vi finder, at de samme udviklings-faktorer har virket, og virket temmelig éns, i begge distrikter. I Tønsberglen fandt vi, at bygdefolkene stod meget daarlig i kystbygderne, særlig omkring Tønsberg. Det var indlandsbygderne; som hævede bygdefolkenes status i det endelige opgjør. Men Brunla bestod næsten udelukkende af aabne kystbygder, hvori krone, adel og kirke allerede tidlig i middelalderen maa have underlagt sig den meste og bedste jord. Lenet havde bare et par afsidesliggende bygdelag, Tjømø og det vesle anneks Kodal. Paa disse to steder var ogsaa bøndernes stilling tilfredsstillende. Men de veier for lidet i den fælles vegtskaal.
Netop fordi alle hovedbygder i Brunla er kystbygder og har i tidens løb havt omtrent Ens skjæbne, vil vi ikke, naar vi nu skal sammenligne de enkelte bygdefolks kaar, finde større sprang mellem dem. Her kan bare blive tale om »mere eller mindre fattigdom«. Her er hverken plads for noget bonde-aristokrati eller for jevn selveier-velstand.
Brunlanes staar allerlavest (med 8 %). Bygden har 1650 bare en eneste velstaaende bonde, Nils Hjelten (som derfor naturligvis er lensmand). Barbro Bergan eier dog ogsaa gaarden sin og lidt til. Noget tidligere (1628) stod Lars Grevle og Truls Hjelten som bygdens første mænd.
Omkr. 1650 eier kronen og Nils Lange tilsammen henved 2⁄3 af bygden.
Det, som aabenbart har trykket Nesets bønder ned, og det vel paa et meget tidligt tidspunkt, er sikkert den omstændighed, at bygden husede tre gamle storgaarder,
