Manvik, Brunla og Eidsten. Og som før fortalt, næsten hele Berg anneks var klostergods – enten nu klostret havde faaet dette gods fra adelen eller fra kronen. Vi kan nok gaa ud fra, at bygden engang har havt betydeligt krongods, og at allerede de vestfoldske konger i sin tid havde megen jord her.
Sandeherred viser 18 % for bygdefolket. Som før nævnt havde denne bygd i første halvdel af 1600-tallet flere rige prester. Men bønderne var det stadig smaat med. Ikke en eneste bondekakse slaar sig op. Herredømmet i bygden deltes i 1650 mellem kronen (17 %), Nils Lange (24 %), kirken (25 %) og Tønsberg-borgere (16 %).
Ligesom Brunlanes har vistnok ogsaa Sandeherred langt tilbage maattet afgive megen jord til kongerne. Vi maa til støtte for denne gisning have lov til at drage slutninger ud fra den kjendsgjerning, at Gokstad-skibet fandtes i »Kongshaugen« her, at altsaa bygden var en hjemlig egn for den gamle fyrsteæt. Derimod finder vi bare én storgaard her, som muligens kan have været adelig hovedgaard, skjønt intet derom er oplyst. Det er Herre-Unneberg. I første halvdel af 1600-tallet er Unneberg krongods, og flere af lensherrerne bor her. Da fogderne ogsaa i dette tidsrum gjerne bor i Sandeherred, fik altsaa bygdefolket tæt indpaa livet baade lensherrer, fogder og pengesterke prester, som skrabede til sig ledigt jordegods og hindrede dannelsen af et bonde-aristokrati. Det kostede at have æren af at være lenets hovedbygd. Kanske derfor bygdefolket stod sig bedre tidligere, da lensherrer og fogder residerte paa Brunlanes. Derom kan endnu intet sikkert siges. Men det er vist, at da Hedrum efter 1670 for alvor løste Sandeherred af som hovedbygd, kom Sandeherreds bygdefolk sig op, men Hedrums sank nedover.
