at dyrke Gud, – ubevidst handlende ud af den samme dybe Trang til Andagt, som i fjerne, fjerne Tider havde ladet de gamle Beboere af Omegnen søge derhen. Eneboeren paa Kabben faar jo derved en psychologisk Interesse, med sin Tilbagevenden til en gammel Kultusplads, hvor han i hedenske Spor har dyrket sin Gud i Naturen.
Stenene fra det af Schøning beskrevne Monument ligger fremdeles paa Stedet. Om det paa Grundlag af disse Rester kan rekonstrueres, er vistnok tvivlsomt. Men det maa ansees for sikkert, at det har været som et muret, massivt Stenalter, og at dette har været en Kultusplads af ubestemmelig Ælde. Et Alter af denne Art maa regnes som en hörgr, men en, som kun har været besøgt ved enkelte Anledninger. Den har været opført af utilhugne Stene og Heller, men dog regelmæssig, og har tydelig budt sig frem som et Værk af Menneskehænder.
En saadan hörgr ligger forud for al skreven Historie. Den er et Værk fra fjerne Tider. Man har hidtil væsentlig forsøgt at tolke disse Monumenters Bestemmelse med deres Udseende og Bygningsmaade ud af de skrevne Kilder. Uden at ville skyde disse helt tilside, tror jeg dog at kunne udtale saa meget som, at det ikke vil lykkes at faa Rede paa, hvad der er ment ved en hörgr, medmindre der anstilles en Undersøgelse af alle bevarede Mindesmærker, som kan have gaaet ind under denne Betegnelse. Det vilde antagelig være en Misforstaaelse at forudsætte, at alle disse Kultuspladser skulde have været nøiagtig indrettede paa samme Maade. Ikke alene har den omhandlede Kultusform med Tilbedelse og Ofring ved Horger været spredt ud over store Strøg. Den har ogsaa været benyttet gjennem lang Tid. Vi maa jo regne den for den ældste Kultusform, men heller ikke glemme, at den har kunnet have en lang Udvikling.
