konkurrent. Da eierinden var rig, stolte ikke G. paa, at han kunde tage baade verket og bondegaardene bare med sine almindelige privilegier i haanden; godset var kjøbt sammen fra mange hold. Saa udvirkede han en kongelig befaling til eierinden om at levere verket og godset efte takst. Enken fik saa varsel fra de udnævnte takstmænd om paa en bestemt dag at lade sin forvalter møde med jordebog og hjemmelsbreve. Enken svarte, at de kunde spare sig umagen; hun vilde ikke sælge. Nogle uger efter holdt de tvungen takst; men enken vilde ikke lade dem faa jordebog eller hjemmelsbreve. Imidlertid døde hun nok snart efter, og arvingerne gav 1691 G. skjøde paa verket og godset[1]. De var kloge nok til at forstaa, at i Brunla var ikke de gammeldagse begreber om eiendomsret længer at stole paa. Det kan tilføies, at taksten over gaardene (40 rdl. pr. hud) utvilsomt var lav.
Hvorledes Gyldenløve efterhvert skaffede sig hals og haand over Laagendalens hovednæring, skogdriften, kan sees af følgende. I 1688 bestemtes ved et sagreglement, at bondesagerne skulde reduceres; de faa, som blev igjen, fik ret til en vis aarlig skur. I 1695 ser da sagbrugsdriften i Larvik grevskab slig ud:
| 7 | sager hørte direkte under Fritsø, | skur | 129 800 | bord. |
| 17 | andre sager tilhørte ogsaa Gyldenløve, | » | 38 600 | – |
| Grevens aarlige skur | 168 400 | bord. | ||
Bønderne og byborgerne havde saa igjen:
| i | Sandeherred | 1 | sag, | bevilget | skur | 400 | bord. |
| i | Kodal | 4 | sager, | – | » | 6400 | – |
| i | Hedrum | 12 | » | – | » | 13 000 | – |
| i | Tjølling | 2[2] | » | – | » | 1200 | – |
| Tilsammen | 21 000 | bord. | |||||
