Hertil kan føies, at greven blandt sine privilegier
ogsaa havde forkjøbsret til alt tømmer hele Laagen langs,
desuden tiende- og skattefrihed for sine sager. Endelig
var selveierne ved strenge hugstbestemmelser, forbud mod
at hugge værdifuld løvskog o. s. v. hindret fra at udnytte
sine faa skoge.
Vi vil nu sætte op det spørgsmaal: Kunde selveierbønderne sidde trygge paa sine gaarder i dette tidsrum ?
Kunde det opspores, at gaarden var gammelt kron-, kirke- eller adelsgods, var bonden selvsagt færdig, dersom greven fik lyst paa Nabots vingaard. Men sad bonden med ældgammel selveierjord, skulde han igrunden være uangribelig. Jeg tror dog, at greven praktisk talt tog, hvad han vilde have. Om ikke de alt nævnte privilegier strak til, saa havde G. flere andre trumfer paa haanden. Greven raadede over administrationen, over fogder, skrivere, skogfogder m. m.; trykket af denne magt, følelsen hos bønderne af farerne ved at komme paa kant med »hans høie excellence« hjalp langt; det var saa mange instrukser og reglementer, at en vankundig bondemand snart var fortabt, dersom »ret og ikke naade« blev gjort gjeldende. Saa havde greven særskilte jernverksprivilegier; det kunde eragtes nødvendig< for verkets drift, at en gaard blev erhvervet. Endelig var det jo den udvei: at faa et tillæg til et af privilegierne, f. eks. om nødvendig »arrondering« – et velsignet tøieligt begreb.
Hermed skal dog ikke være sagt, at Gyldenløves behandling af grevskabets befolkning i det hele bør kankteriseres som raa vilkaarlighed. Som bekjendt vandt G. som statholder yndest blandt norske bønder. I omgang var han ligefrem og godslig, hørte taalmodig paa bøndernes klager og vilde gjerne se dem gaa tilfredsstillet bort. I tingbøgerne har jeg truffet eksempler paa, at han
