kunde optræde overraskende mildt selv mod rene slubberter. Han lagde an paa at faa rettænkende funktionærer i sit grevskab. Han fik ombyttet den brutale foged Søren Herkules med Klaus Røyem, en udpræget hædersmand (amtsforvalter 1675–88, da han blev amtmand i Nedenes). Eftermanden Johannes Mogenssøn satte G. af, da det kom klager over »udsugelser«. Skriver Georg Orse, lidt pedantisk, men en bra kar, fik lov at dømme i 20 aar, før han fik afsked. Da nogle altfor nidkjære skogfogder omkr. 1690 meldte bønderne i snesevis for brud mod sagreglementet, synes greven at have ladet dem slippe med en advarsel.
Men jordgrisk og magtkjær og egennyttig var han. At han forholdt bønderne matriklen af 1668 – bare dette ene træk er nok til at stemple ham som en kortsynt og lidet nøieregnende mand. I det hele var han en farlig mand for bygdefolkene. Han trykkede Brunlas bønder ned i kaar, som minder om de danske bønders.
Byborgergodset var i 1661 14 %; i 1703 er det 18
%. I mellemtiden har det dog været langt høiere oppe.
Efter 1660 foretog byborgerne en fremrykning ogsaa her
i Brunla. Alt for mange af de jordeiende borgere hørte
dog hjemme i Tønsberg (og ogsaa her paa Søndre Vestfold
havde Madssons familje overtaget). Larviks borgere
magtede ikke at tage ledelsen. Fra omkr. 1680 af tvinger
saa Gyldenløve byborgerne (særlig Madsenerne) til salg.
Af fremskudte Larviks-folk i disse aartier maa nævnes borgermester (præsident) Klaus Bertelssøn. Han eiede flere gode gaarder baade i Hedrum og Tjølling.
Vi har paa et andet sted pegt paa, at Larviks historie i dette tidsrum maa siges at være rig paa skuffede forhaabninger.
