ingen af de forskjellige Forfattere anfører et Exempel paa, at man kan sige: en Horg, ligesom man siger: en Aas, en Hø, en Koll o. lign. Saaledes er jeg meget tvivlsom i dette Spørgsmaal, hvorvidt Fjelde som de nævnte, virkelig har Navn efter sin Form og ikke efter en gammel Kultus, der var samlet om en paa dem opført hörgr.
At hörgr i sig selv skulde have den Grundbetydning af et afrundet Fjeld, som af de forskjellige Forfattere er anført, forekommer ogsaa paafaldende, naar det sammenlignes med de tilsvarende Former af den samme Stamme i beslægtede Sprog. Finnur Jónsson har i sin Afhandling om Horgerne[1] nærmere omhandlet disse Former. Det gammelhøityske harug (-uh) er anvendt til at gjengive de latinske Ord: lucus, nemus, fanum. I Angelsachsisk har hearh en aldeles tilsvarende Betydning, som lucus, sacellus, fanum og tillige idolum i Latin. Paa den Maade skulde det være saa meget mere sandsynligt, at Ordet ogsaa hos os havde samme Betydning, og at Fjeldnavnet var den sidst afledede Anvendelse. Oprindelig skulde derfor hörgr have været den hellige Lund, og derefter den i en saadan opstillede Stenhelligdom, og hvis det saa tilsidst virkelig ogsaa har havt den almindelige Betydning af en afrundet Fjeldtop, da er denne afledet af den samme Helligdoms hyppigst forekommende Form.
Men det er denne sidste Betydning, der staar for mig som tvivlsom, og jeg tør ikke godkjende den uden efter en nærmere Undersøgelse af Ordets Anvendelse i det nuværende Sprog.
I den Form, som det af mig besøgte Alter for Tiden har, byder det ingen Lighed med en afrundet Fjeldtop og kan forsaavidt ikke i nogen Henseende anvendes som
- ↑ Trykt i Festschrift zur 50jährigen Doktorjubelfeier Karl Weinholds (Strassburg, 1896), S. 13 flg.
