Nesjar, naar man var paa Østgaaende, begyndte, naar Grenmarr var passeret. Nesjar bliver altsaa Strækningen mellem Langesundsfjorden og Tønsberg Tønde. Ogsaa i den bekjendte Fortælling om Dagfin Bondes Reise fra Oslo vestover (i 1225) passer Udtrykket til denne Udstrækning af Lokaliteten Nesjar: er hann kom austan fyrir Nesjar, rak at honom ísa, ok varð hann at snúa inn til meginlands har Fornm. IX S. 350, – er hann kom vestr fyrir Nesiar osv. Flateyj. II 66 og Eirspennill (Konunga sögur ved Unger S. 301). Da Dagfin ikke vender tilbage til Oslo, men styrer op i Sandefjorden, søger han klarligen for Isens Skyld at naa ind til Fastlandet (meginland) saa hurtig som muligt, uagtet Ribbungerne er talrige paa den Kant, og Nesjar maa efter dette have strakt sig mindst forbi Ula.
Kongesagaerne giver os ikke mange Holdepunkter til at bestemme den Udstrækning, Nesjar kan have havt i Retningen Nord-Syd. Haakon Haakonssøns Saga siger, at Haakon paa Reisen østover i 1225 efter at have passeret Lindesnes fik høre, at der var Ribbunger vida i bygdum, hvorfor han gjør Jagt paa dem i Mandalen og flere andre Steder; da han naar til Viken, faar han høre, at der var Ribbunger austr a Nesium ok i Skidunni[1]. Heraf sees det for det første klart, at Sagaen ikke ved Nesjar kun forstaar den lille Kyststrækning Mølen–Oddene, thi denne har dengang været ubeboet; Gaarden Oddene nævnes først i 1593, og dens Alder gaar sikkert ikke tilbage til 1225 (dens Nabogaarde Værvaagen og Nevlungen nævnes derimod i RB., altsaa omkring 1400). Dernæst er det klart, at der maa have været nogen indbyrdes Forbindelse mellem de Flokker af Ribbunger, som har været spredte over denne Del af Landet, – hver Flok
- ↑ Flateyjarbók III S. 78.
