Tunnuskagi som Østgrænsen for Nesjar. Naar Sturla Thordssøn giver lignende Oplysninger, bør ganske vist ogsaa han staa til Troende; vistnok var han Islænding, men han skrev Sagaen i Norge og med gode norske Hjemmelsmænd[1].
Der er et Sted i Kongesagaerne, man kunde ville benytte til Bevis for, at Nesjar, om det end ikke var indskrænket til at betegne den lille Kyststrækning Mølen–Oddene, dog ikke har omfattet saa lang en Strækning som Mølen–Tønsberg Tønde. Den Fortælling om Birkebeiner og Bagler, som i Skálholtsbóks ovfr. anførte Fremstilling synes at sætte Tunnuskagi som Østgrænsen for Nesjar (Fornm. s. IX S. 45), fortsættes nemlig saaledes. Efter at være komne forbi Tunnuskagi og Nesjar, løber Birkebeinerne ind i Marfjǫrðr, hvor de lægger sig for Anker, medens Baglerne, som har fulgt efter dem, ligger i Bryggeleie sammesteds Natten over. Den næste Morgen opfordrer Birkebeinerne, som mangler Vand, sine Modstandere til at forlade Havnen. Baglerne gjør saa og stúngu stöfnum at nesinu (lagde til Land ved Neset). Saa ror Birkebeinerne østover igjen og lægger bi i Staferni for den næste Nat. Baglerne havde fulgt efter dem, og det gik nu ganske paa samme Maade, at Birkebeinerne om Morgenen lagde sig i Leiet, mens Baglerne roede ud og laa ved Neset (lágu við nesit). Siden blev Baglerne skræmte og drog bort. I den større Bearbeidelse af samme Saga, som vi nu hovedsagelig kun kjender i Peder Claussøns Oversættelse, siges, at Birkebeinerne den første Aften lagde til »i Rendshaffn, oc laa for Ancker, oc Baglerne lagde sig strax derhos ved Landet«. Den næste Morgen rømmer de sidste Havnen for de første, som saa »droge Øster igjen, oc lagde sig i Stafvern, oc
- ↑ Sturlunga saga II s. 272.
