Indledning. Af bygaarder er det ikke mange, som faar sin historie skrevet. Naturligvis, blandt gadernes husrækker findes af og til en bygning, som fortjener og faar sine minderuner. Et historisk kjendt navn kan være knyttet til huset; det kan som bygverk have ærværdighed, være type fra en ældre periode; eller tomten kan være framifraa og gjemme paa minder. Men massen af bygaarder er døgnfluer. Thi byernes udvikling er revolutionær; ildebrand, reguleringer, ombygninger omkalfatrer stadig huse og tomter.
Ganske anderledes er det med bygdernes gaarder. Her er bebyggelsen en biting. Det er jorden, som er hovedfaktoren. Og med en merkværdig seighed har bygdegaardene gjennem lange tidsrum beholdt, ikke alene sine gamle navne, men ogsaa sine grænser, sin oprindelige størrelse. Vi kan følge dem 4–5–600 aar tilbage, undertiden endog længere. I sine hovedtræk synes gaard delingen at have staaet uændret. Og bagenfor? – ja det er gode grunde for den antagelse, at i vore fladbygder var ordningen alt meget gammel paa det tidspunkt, da vi faar øie paa den.
