Jeg gjentager – i sine hovedtræk. Vi ser her bort
fra alle ændringer, som udviklingen i jordbrugsforhold,
næringernes omlægning og særlig folketallets vekst har
ført med sig. Nye gaarder er ryddet, og de fra først af
store énmandsbrug er opdelt. Men det er forholdsvis let
at finde det oprindelige bag disse ny-dannelser. Særlig
yder gaardnavnene her veiledning.
En bygdegaard er et lidet rige for sig, et lilleputrige, men som andre riger med sine særlige herligheder og sine mangler, altsaa med sit bestemte præg. Og det har sin historie.
Det har været ført kamp om disse smaariger, angreb er afslaaet, angreb er lykkets. Op og ned. En anseet bondeslegt kan i lange tider sidde som selveiere paa gaarden; dens navn har klang blandt bygdefolket. Saa kommer nedgangstider, gaarden erobres af en mægtig jorddrot og maa paradere som et nummer i en jordliste, medens beboerne maa døie leilændingskaar. Indtil udviklingshjulet atter løfter gaarden op.
En ganske vanlig bondegaards eierrække kan byde paa de snurrigste sammenstillinger af navne: mellem bønderne finder vi konger, ministre, prælater, kjøbmænd; eller opkomlinger fra skogtrafik, fra husmandsstuer, som ved giftermaal har hoppet op paa selveierkrakken.
At skrive et distrikts gaardhistorie er for tiden et møisommeligt arbeide. De nødvendige oplysninger maa plukkes sammen fra et utal af kilder, de fleste utrykte og mangelfuldt ordnede.
Men jordegodsets historie, helst detaljeret gaardhistorie, maa vi faa. Paa den vis bringer vi historien, ikke bare til dørstokken, men helt ind i stuen til bygdefolket. Og for bygdefolkene vil dette blive en berigelse for deres kultur, binde dem fastere til fædrejorden, gjøre dem mere »hjemkjære og jordkjære«. For
