krigsaar kunde han ikke føre tilstrækkeligt tilsyn med driften af sine gaarder, og da freden begyndte 1720, maatte han føre et kostbart hus.
Det selskabelige liv begyndte nemlig at skyde sterk fart i kystbygderne netop nu. Og det var officers-familjerne, som førte an. De udgjorde den vigtigste del af bygdearistokratiet. I krigsaarene og straks efterpaa foregik en betydelig indvandring af militære konditionerte i bygder som Sem og Stokke. De slog sig ned paa de større bondegaarder, som de kjøbte op.
I en liden ring omkring Aker havde saaledes kaptein Schrader følgende standsfæller: Paa Manum boede oberst Vosgraf, paa Hesby oberstløitnant J. Chr. Schilling, paa Vølen i Skjee en yngre officer Andreas Duus. Paa Melsom syd for Akersvandet boede som godseier Mikkel Wolf, paa Fossnes i Arendal Hans Nilssøn Vogn. Desuden omgikkes Schraders flere af grevens funktionærer og den velstaaende bonde paa nabogaarden Vik, Jakob Olsson.
Det er let forstaaeligt, at det var trang til selskabelig hygge efter krigsaarene. En hel række bryllupper blev feiret inden de her nævnte familjer; Schrader selv giftede bort to. Og fadderlisterne ved barnedaab viser, at det ikke blev knuslet.
Men det blev et liv over evne for mange. Skifteprotokollerne røber, at de fleste baade af officers-familjer og andre konditionerte var forgjældet.
Da Schrader havde taget afsked 1726, solgte han straks baade Aker og Eldre. Da han havde voksne sønner, gjorde han dette neppe helt frivillig. Han flyttede til Botne og boede her hos en af sønnerne.
Kaptein Schrader døde 1735, 76 aar gammel; hans hustru to aar efter.
